Friheden vi stadig venter på!

Der er gået nogen tid siden sidste indlæg - desværre, for det er måske et tegn på, at der ikke er megen gang i debatten om foreningsfriheden. Stor var min glæde derfor, da jeg i går i Berlingske så en kommentar, skrevet af cand,jur. Anette Nilsson, med titlen: Friheden der udeblev!
Hun beskriver så fremragende, hvor stor glæde vi oplevede, da eksklusivaftalerne blev dømt ude i 2006. For 5 år siden! Og hvor lidt der er sket i retning af at forstå og beskytte en egentlig foreningsfrihed i dag, hvor vi skriver 2011. Den kommentar er værd at læse. Den beskriver præcist, hvor svært fagforeningsfriheden har det, og hvor svær en kamp det er at forbedre vilkårene på dette område. 40 år er der gået, siden eksklusivaftalerne blev afskaffet i det offentlige, og som nævnt 5 år siden de blev dømt ulovlige i det private. Trods dette ved vi alle, at der hverken i det offentlige eller det private er fuld fagforeningsfrihed i 2011.
Hvor lang tid skal der gå, før respekten for den enkeltes ret til selv at vælge fagforening, bliver lige så selvfølgelig, som respekten for retten til at stemme på dem man vil, til ytringsfrihed, til religionsfrihed?
Til trods for, at den formelle fagforeningsfrihed således er sikret, er der stadig en lang og sej kamp, der skal kæmpes for, at enhver på arbejdsmarkedet frit kan vælge den fagforening, man føler mest værdifællesskab med.
Med den seneste udvikling i det "politiske landskab" er det endnu mere vigtigt at kæmpe for fuld fagforeningsfrihed. Knap halvdelen af LO´s medlemmer siger, at de har stemt på "blå blok". Det virker da helt surealistisk at de mange steder tvinges til at betale til "rød blok", via deres fagforenings kontingent, fordi kolleger og tillidsmænd presser dem ind i en anden fagforening, end den de selv ønsker!
Nu skal den kamp vindes. Vi vil ikke vente hverken 5 eller 10 år før den forstenede LO-opfattelse af arbejdsmarkedet ændrer sig!
Folketings politikerne må tage sig sammen og lovsikre reel fagforeningsfrihed overalt!