Frihed på arbejdsmarkedet - hvorfor det?

Jeg har kæmpet for frihed på arbejdsmarkedet så længe, at det kom helt bag på mig forleden, da en god ven spurgte mig: Hvorfor er det egentlig så vigtigt for dig at få mere frihed på arbejdsmarkedet?
Jeg synes, og har stort altid gjort det, at det er vigtigt for mig at have retten til at forhandle mine egne ansættelsesvilkår. Modargumentet var: Ja men vi er jo underkastet så mange regler på alle mulige områder. Hvorfor skulle det gøre så stor forskel, om der er lidt mere eller mindre frihed på arbejdsmarkedet?
Det satte mange tanker i gang, og her er mine bud på, hvorfor det er vigtigt at få mere frihed ind på arbejdsmarkedet. Det kan egentlig deles op i 2 typer grunde.
De første grunde, som er rationelle, udspringer af samfundsudviklingen, udviklingen fra industrisamfund til videnssamfund og så videre. Vi er gået fra et samfund med et arbejdsmarked præget af arbejdere, til et arbejdsmarked som er stærkt præget af funktionærer. Du kan selv tænke videre i disse baner, og finde mange praktiske grunde for, at kollektive regler for ansættelser er mindre egnede end de individuelle.
For mig er kampen for retten til fagforeningsfrihed og retten til at bestemme over mit eget ansættelsesforhold sammen med min arbejdsgiver, noget som "stikker meget dybere". Det er langt sværere at sætte ord på. Det er en "mavefornemmelse"! Det er lysten til, at det ikke er andre, der skal bestemme mere over mig end aller højest nødvendigt. Jeg kan simpelthen ikke indse, at det skulle være nødvendigt for samfundets ve og vel, at en fagforening, som jeg ikke ønsker at være medlem af, skulle have noget som helst at skulle have sagt i mit ansættelsesforhold. Jeg kan ikke forstå, at de skal kunne bestemme, hvor mine indbetalinger til pension skal forvaltes, hvornår min løn kan forhandles! Ja, jeg synes simpelthen ikke, at de skal blande sig, når jeg ikke er medlem.
Det er som sagt svært at sætte ord på, det er en dybfølt frihedstrang!
Er det bare mig der har det sådan? Man skulle jo tro det, siden 100.000-vis er medlemmer af LO, FTF og AC! Disse tre hovedorganisationer synes simpelthen ikke, at det er særligt vigtigt at kæmpe for fuld fagforeningsfrihed.
Det står heller ikke højt på den politiske dagsorden.
Måske er vi simpelthen ikke så mange, der synes, at det er vigtigt?