Friheden på arbejdsmarkedet har trange kår!


Støt kampen om reel fagforeningsfrihed ved at melde dig ind i FRIE Funktionærer på www.f-f.dk. Danmarks bedste og mest FRIE fagforening og a-kasse!
Og prisen er OK!

tirsdag den 29. juni 2010

Hvor meget må vi arbejde? Hvem bestemmer?

I alle medier kan man høre og læse om, at Danmark har problemer, og vi skal arbejde noget mere. Nogle synes, at vi skal arbejde nogle minutter mere hver dag! Andre synes at de unge skal ud og arbejde tidligere! Andre igen synes, at vi skal vente lidt længere med at gå på pension!
Fælles for dem alle sammen er, at de vil bestemme. De vil bestemme, hvornår og hvor meget vi skal arbejde, og de vil helst ikke overlade alt for meget til os selv. Helt ned på minutter vil de sørme bestemme!
Jeg forstå godt, at der skal være nogle grænser for, hvor meget arbejde, der kan kræves hver uge og her har EU jo fastsat en grænse på 48 timer pr. uge.
Jeg forstår også godt, at der er brug for nogle retningslinier, som vi kan bruge når vi skal spare sammen til pension og så videre. Men jeg forstår ikke, hvorfor alle politikere og organisationer vil fastsætte så stramme rammer, at der ikke er plads til individualitet. Plads til, at vi hver især kan tilrettelægge vore liv, som det nu bedst passer os. Det er jo den individuelle mulighed for at tilrettelægge sit eget arbejdsliv, der giver arbejdsglæde. Det er det, der giver Work Life Balance.
Jeg efterspørger derfor friere rammer for lønmodtagerne til at indgå de "rigtige" aftaler med arbejdsgiverne hver især.
Fjern alle unødige regler, der forhindrer mangfoldigheden i at udfolde sig, til gavn for samfundet.
Hvad tænker jeg på? Hvad vil jeg fjerne? Her er en række forslag:
Fjern reglen i arbejdsløshedslovgivningen der straffer enhver, der arbejder mere end 37 timer om ugen, og bliver arbejdsløs!
Fjern udløbsdatoen på efterlønsbeviset. Lad os få det når vi bliver 60 år og lad os tage efterløn, når vi vil, om vi så vil vente til vi bliver 75 år for den sags skyld!
Lad os blive på arbejdsmarkedet på sædvanlige vilkår så længe vi vil og kan!
Fjern reglen der gør, at f.eks. LO og FTF bestemmer arbejdstiden for alle de, der har valgt LO og FTF fra. Giv mig retten til at aftale min egen arbejdstid, selv om der gælder en LO eller FTF overenskomst.
Giv os muligheden for at arbejde mere i en periode og mindre i en anden og "jævne" indtægten ud via en livstidskonto.

onsdag den 9. juni 2010

Er gule fagforeninger discount?

I disse dage, hvor den gamle alliance mellem LO og Socialdemokraterne pludselig er genoplivet, kommer begrebet "gule discount fagforeninger" igen op. Hvorfor det skulle være tilfældet, er der aldrig nogen der argumenterer nærmere for, og jeg vil gerne bestride, at det forhold, at en fagforening er udenfor LO og FTF, skulle være lig discount.
De gamle hoverorganisationer har indrettet sig med nogle meget dyre systemer, både på de daglige organisatoriske områder og i særdeleshed på de måder, som de ønsker, at alle forhandlinger foregår på. De gamle organisationer har påtaget en meget formynderisk og kostbar måde at varetage medlemmernes interesser på. Det må de selvfølgelig selv om, og det kan deres medlemmer selv vælge at betale til, hvis de vil. Men at det skulle gøre vores måde at arbejde på i de alternative fagforeninger, som stadig flere foretrækker, til discount, er dog noget af en fræk påstand.
Vi giver simpelthen medlemmerne det de har brug for, til den pris det koster. Hverken mere eller mindre, og det er vi stolte af.
Hvorfor skulle man betale mere end det dobbelte til HK, hvis man ikke har brug for det de tilbyder, ja måske endda helst er fri?