Debatten om, hvorvidt der skal være kvoter for kvinder i bestyrelser, fik atter fart, da vi fik en ny regering. Jeg har fulgt debatten med noget forskellige følelser, dels forstår jeg ønsket om, at "de gamle drenge" ikke bare skal fortsætte med at vælge deres egne, dels ville jeg selv være noget betænkelig ved at skulle vælges til noget efter en "kvote". Jeg ville gå rundt med den opfattelse, at jeg mere var valgt fordi jeg havde det rette køn, end fordi jeg kunne noget man havde behov for!
Debatten fortsætter nok, men jeg har et indspark med en lidt anden vinkel: Danmarks største pengetank ATP/LD er medejere i mange af de store danske virksomheder. Hvad hvis nu ATP´s ejere ville have flere kvinder ind i bestyrelserne på de selskaber, de investerer i? Kunne de så ikke bare gennemføre det ad almindelig demokratisk vej?
Hvorfor gør de det så ikke kunne man overveje? Hvordan ser det ud hos ATP selv?
ATP har et repræsentantskab, som består af repræsentanter for arbejdsgivere og lønmodtagere. Her er Dansk Arbejdsgiverforening meget stærkt repræsenteret ved kvinder, så det er nok ikke der, problemet ville komme.
Dårligst er faktisk LO! De har 10 reprætanter (???) og kun tre af dem er kvinder. Hvis nu lønmodtagerne rent faktisk lagde vægt på at få en bedre fordeling mellem mænd og kvinder, ville det da forekomme naturligt, at man startede med repræsentantskabet i ATP. Så kunne man der beslutte, hvilken strategi man ville anlægge for at få flere kvalificerede kvinder ind i virksomhedernes bestyrelser, via den ejerindflydelse man har. På den måde kunne debatten om kvoter køres ud på et sidespor indtil videre.
Derefter kunne lønmodtager repræsentanter i pensionskasser og andre steder, hvor lønmodtagerpenge samles i store mængder vælge at anlægge samme strategi, og man ville så se kvinderne indtage pladser alle de steder, hvor alle vi lønmodtagere ville have det.
Er det helt tosset tænkt, eller hvad mener I ?
fredag den 4. november 2011
fredag den 7. oktober 2011
Talen til min efterfølger!
Kære Jørgen du er kommet til en meget anderledes og meget innovativ organisation. En organisation der tør.
Sangen, ”Vi er dem de andre ikke må lege med”, der lige kaldte til orden, er ikke vores slagsang, men der gemmer sig en historie bag den, som jeg nok skal komme lidt nærmere ind på om lidt.
Nogen vil nok sige vi er en vanskelig størrelse, en Rasmus Modsat organisation eller måske det der er værre.
Vi har ofte måttet føle, at ”vi er dem de andre ikke må lege med”.
Men Innovationen ligger altså i vores gener, også selv om det får os til at handle anderledes end god skik og brug tilsiger på vores område.
Jeg vil lige ridse historien op:
Det startede allerede ved fødslen.
Vi blev stiftet i 1951, som en partipolitisk neutral fagforening, og det skete i en tid, hvor fagforeninger var enten røde, eller meget røde.
Tendensen smittede. I 1952 stiftedes FTF som en partipolitisk neutral hovedorganisation, og vi blev selvfølgelig medlem.
I 1961 vandt vi sammen med de andre FTF organisationer kampen om at få noget så utraditionelt, som en arbejdsløshedskasse for Funktionærer. Nu stod verden næsten ikke mere for de røde fagforeninger. Op igennem 1960-erne blev mange af vore medlemmer arbejdsløshedsforsikrede i denne a-kasse.
I midten af 1970-erne spidsede en strid mellem FTF og LO om fagforeningsfrihed sig til. Vi stod fast og nægtede at underkaste os fagforeningstvangen. Vi stod fast og blev smidt ud af FTF for vores frihedsopfattelse, som dengang var det rene kætteri, men vi stod fast på friheden til at vælge fagforening.
A-kassen fulgte med os og i slutningen af 1970-erne indførte vi , som den første a-kasse EDB som administrationsværktøj, stik imod almindelig god a-kasse tradition.
I 1981 startede vi vores kursusafdeling med blandt andet EDB-kurser for medlemmer. Begge dele blev betragtet som det rene kætteri. Kurser var kun noget fagforeninger afholdt for tillidsmænd dengang og EDB var noget som ville afskaffe arbejdspladser påstod HK.
Men vi stod fast og tiderne viste igen at vores vej var den holdbare.
Vi indførte begrebet serviceorganisation i en tid, hvor fagforeninger skulle være kamporganisationer
Vi servicerede det individuelle arbejdsmarked i en tid hvor arbejdsmarkedet troede det hele skulle være kollektivt.
Igen viste vi veje som mange af de andre skulle komme til at gå.
Vi flyttede til Odense og genbrugte en gammel købmandsgård i slutningen af 1980-erne, hvor de andre planlagde store glaspaladser i København.
Da vi indviede Paghs Gård i 1988 var en af gaverne en gettoblaster, der spillede: Vi er dem de andre ikke må lege med! Og her er tråden tilbage til startmusikken.
Vi stod selv for renoveringen af Paghs Gård.
Da rådmanden ved en stor ceremoni på rådhuset gav os en præmie for fornem renovering blev han spurgt: Hvordan er det at give sådan en plakette til en gul fagforening?
Jeg glemmer aldring hans svar: Jeg vil arbejde sammen med fanden selv for at skaffe arbejdspladser til Odense, sagde han!
Han kendte nok ikke sangen med Kim Larsen!
Senere kæmpede vi for at komme af med de forkætrede eksklusivaftaler om fagforeningstvang.
Vi kæmpede for, at EU direktiver for arbejdsmarkedet implementeret ved lov, så de gjaldt for alle.
Vi kæmpede for, at arbejdsretten blev lovliggjort så den opfyldte minimumskravene i Menneskerets konventionen.
Vi mødte sjældent stor forståelse for vores kampe, men vi vandt dem.
Vi kæmpede for, at lønmodtagere skulle have retten til at vælge a-kasse og vi vandt også den kamp da arbejdsløshedsloven blev ændret i 2001.
Næsten aldrig gik vi de veje som systemet anviste, næsten aldrig fik vi hjælp eller støtte fra de etablerede systemer på arbejdsmarkedet.
Fra politikere eller i embedsapparatet.
Vi måtte finde vores egne veje. men vores veje viste sig at være de bæredygtige, som mange andre skulle komme til at følge.
Senest har vi vist en ny vej med etablering af Lønsikring, som en del af vores eget system. Vi nægter at lægge al lønsikring ud til de store forsikrings koncerner.
Dels ved vi, at vi er de bedste til arbejdsløshedsforsikring, dels synes vi ikke at forsikringsselskaberne skal tjene penge på at arbejdsløshedsforsikre vores medlemmer.
Så kære Jørgen, der ligger store udfordringer forude!
Bevar FRIE Funktionærer som en innovativ organisation!
Hvis vi mister evnen til at være innovative, risikerer vi at miste vores eksistens berettigelse.
Vi er ikke en af de største inden for vores branche, og det bliver vi nok aldrig. Nogle vil sige forhåbentlig aldrig!
Men erfaringerne fra andre brancher viser, at selv om man er lille i en branche med giganter, kan man godt vinde innovationskapløbet, og sætte dagsordener i branchen.
Vores historie viser, at det er gået ganske godt for os på det område. Jeg håber, du kan gøre dét endnu bedre for FRIE Funktionærer i fremtiden.
For at inspirere dig på vejen og huske dig på hver eneste dag at innovation er vores livsnerve, har jeg en lille gave til dig. Gaven, bogen om Apples stifter, Steve Jobs, Innovationsmetode, håber jeg du vil fordybe dig i, og den må gerne ligge et sted, hvor du ser den jævnligt og tænker, reflekterer og undres.
Jeg vil gerne sige til lykke til FRIE Funktionærer med at de har fået dig, men et endnu større til lykke til dig med at du har fået ansvaret for de FRIE Funktionærer.
Sangen, ”Vi er dem de andre ikke må lege med”, der lige kaldte til orden, er ikke vores slagsang, men der gemmer sig en historie bag den, som jeg nok skal komme lidt nærmere ind på om lidt.
Nogen vil nok sige vi er en vanskelig størrelse, en Rasmus Modsat organisation eller måske det der er værre.
Vi har ofte måttet føle, at ”vi er dem de andre ikke må lege med”.
Men Innovationen ligger altså i vores gener, også selv om det får os til at handle anderledes end god skik og brug tilsiger på vores område.
Jeg vil lige ridse historien op:
Det startede allerede ved fødslen.
Vi blev stiftet i 1951, som en partipolitisk neutral fagforening, og det skete i en tid, hvor fagforeninger var enten røde, eller meget røde.
Tendensen smittede. I 1952 stiftedes FTF som en partipolitisk neutral hovedorganisation, og vi blev selvfølgelig medlem.
I 1961 vandt vi sammen med de andre FTF organisationer kampen om at få noget så utraditionelt, som en arbejdsløshedskasse for Funktionærer. Nu stod verden næsten ikke mere for de røde fagforeninger. Op igennem 1960-erne blev mange af vore medlemmer arbejdsløshedsforsikrede i denne a-kasse.
I midten af 1970-erne spidsede en strid mellem FTF og LO om fagforeningsfrihed sig til. Vi stod fast og nægtede at underkaste os fagforeningstvangen. Vi stod fast og blev smidt ud af FTF for vores frihedsopfattelse, som dengang var det rene kætteri, men vi stod fast på friheden til at vælge fagforening.
A-kassen fulgte med os og i slutningen af 1970-erne indførte vi , som den første a-kasse EDB som administrationsværktøj, stik imod almindelig god a-kasse tradition.
I 1981 startede vi vores kursusafdeling med blandt andet EDB-kurser for medlemmer. Begge dele blev betragtet som det rene kætteri. Kurser var kun noget fagforeninger afholdt for tillidsmænd dengang og EDB var noget som ville afskaffe arbejdspladser påstod HK.
Men vi stod fast og tiderne viste igen at vores vej var den holdbare.
Vi indførte begrebet serviceorganisation i en tid, hvor fagforeninger skulle være kamporganisationer
Vi servicerede det individuelle arbejdsmarked i en tid hvor arbejdsmarkedet troede det hele skulle være kollektivt.
Igen viste vi veje som mange af de andre skulle komme til at gå.
Vi flyttede til Odense og genbrugte en gammel købmandsgård i slutningen af 1980-erne, hvor de andre planlagde store glaspaladser i København.
Da vi indviede Paghs Gård i 1988 var en af gaverne en gettoblaster, der spillede: Vi er dem de andre ikke må lege med! Og her er tråden tilbage til startmusikken.
Vi stod selv for renoveringen af Paghs Gård.
Da rådmanden ved en stor ceremoni på rådhuset gav os en præmie for fornem renovering blev han spurgt: Hvordan er det at give sådan en plakette til en gul fagforening?
Jeg glemmer aldring hans svar: Jeg vil arbejde sammen med fanden selv for at skaffe arbejdspladser til Odense, sagde han!
Han kendte nok ikke sangen med Kim Larsen!
Senere kæmpede vi for at komme af med de forkætrede eksklusivaftaler om fagforeningstvang.
Vi kæmpede for, at EU direktiver for arbejdsmarkedet implementeret ved lov, så de gjaldt for alle.
Vi kæmpede for, at arbejdsretten blev lovliggjort så den opfyldte minimumskravene i Menneskerets konventionen.
Vi mødte sjældent stor forståelse for vores kampe, men vi vandt dem.
Vi kæmpede for, at lønmodtagere skulle have retten til at vælge a-kasse og vi vandt også den kamp da arbejdsløshedsloven blev ændret i 2001.
Næsten aldrig gik vi de veje som systemet anviste, næsten aldrig fik vi hjælp eller støtte fra de etablerede systemer på arbejdsmarkedet.
Fra politikere eller i embedsapparatet.
Vi måtte finde vores egne veje. men vores veje viste sig at være de bæredygtige, som mange andre skulle komme til at følge.
Senest har vi vist en ny vej med etablering af Lønsikring, som en del af vores eget system. Vi nægter at lægge al lønsikring ud til de store forsikrings koncerner.
Dels ved vi, at vi er de bedste til arbejdsløshedsforsikring, dels synes vi ikke at forsikringsselskaberne skal tjene penge på at arbejdsløshedsforsikre vores medlemmer.
Så kære Jørgen, der ligger store udfordringer forude!
Bevar FRIE Funktionærer som en innovativ organisation!
Hvis vi mister evnen til at være innovative, risikerer vi at miste vores eksistens berettigelse.
Vi er ikke en af de største inden for vores branche, og det bliver vi nok aldrig. Nogle vil sige forhåbentlig aldrig!
Men erfaringerne fra andre brancher viser, at selv om man er lille i en branche med giganter, kan man godt vinde innovationskapløbet, og sætte dagsordener i branchen.
Vores historie viser, at det er gået ganske godt for os på det område. Jeg håber, du kan gøre dét endnu bedre for FRIE Funktionærer i fremtiden.
For at inspirere dig på vejen og huske dig på hver eneste dag at innovation er vores livsnerve, har jeg en lille gave til dig. Gaven, bogen om Apples stifter, Steve Jobs, Innovationsmetode, håber jeg du vil fordybe dig i, og den må gerne ligge et sted, hvor du ser den jævnligt og tænker, reflekterer og undres.
Jeg vil gerne sige til lykke til FRIE Funktionærer med at de har fået dig, men et endnu større til lykke til dig med at du har fået ansvaret for de FRIE Funktionærer.
onsdag den 4. maj 2011
Frihed på arbejdsmarkedet - hvorfor det?
Jeg har kæmpet for frihed på arbejdsmarkedet så længe, at det kom helt bag på mig forleden, da en god ven spurgte mig: Hvorfor er det egentlig så vigtigt for dig at få mere frihed på arbejdsmarkedet?
Jeg synes, og har stort altid gjort det, at det er vigtigt for mig at have retten til at forhandle mine egne ansættelsesvilkår. Modargumentet var: Ja men vi er jo underkastet så mange regler på alle mulige områder. Hvorfor skulle det gøre så stor forskel, om der er lidt mere eller mindre frihed på arbejdsmarkedet?
Det satte mange tanker i gang, og her er mine bud på, hvorfor det er vigtigt at få mere frihed ind på arbejdsmarkedet. Det kan egentlig deles op i 2 typer grunde.
De første grunde, som er rationelle, udspringer af samfundsudviklingen, udviklingen fra industrisamfund til videnssamfund og så videre. Vi er gået fra et samfund med et arbejdsmarked præget af arbejdere, til et arbejdsmarked som er stærkt præget af funktionærer. Du kan selv tænke videre i disse baner, og finde mange praktiske grunde for, at kollektive regler for ansættelser er mindre egnede end de individuelle.
For mig er kampen for retten til fagforeningsfrihed og retten til at bestemme over mit eget ansættelsesforhold sammen med min arbejdsgiver, noget som "stikker meget dybere". Det er langt sværere at sætte ord på. Det er en "mavefornemmelse"! Det er lysten til, at det ikke er andre, der skal bestemme mere over mig end aller højest nødvendigt. Jeg kan simpelthen ikke indse, at det skulle være nødvendigt for samfundets ve og vel, at en fagforening, som jeg ikke ønsker at være medlem af, skulle have noget som helst at skulle have sagt i mit ansættelsesforhold. Jeg kan ikke forstå, at de skal kunne bestemme, hvor mine indbetalinger til pension skal forvaltes, hvornår min løn kan forhandles! Ja, jeg synes simpelthen ikke, at de skal blande sig, når jeg ikke er medlem.
Det er som sagt svært at sætte ord på, det er en dybfølt frihedstrang!
Er det bare mig der har det sådan? Man skulle jo tro det, siden 100.000-vis er medlemmer af LO, FTF og AC! Disse tre hovedorganisationer synes simpelthen ikke, at det er særligt vigtigt at kæmpe for fuld fagforeningsfrihed.
Det står heller ikke højt på den politiske dagsorden.
Måske er vi simpelthen ikke så mange, der synes, at det er vigtigt?
Jeg synes, og har stort altid gjort det, at det er vigtigt for mig at have retten til at forhandle mine egne ansættelsesvilkår. Modargumentet var: Ja men vi er jo underkastet så mange regler på alle mulige områder. Hvorfor skulle det gøre så stor forskel, om der er lidt mere eller mindre frihed på arbejdsmarkedet?
Det satte mange tanker i gang, og her er mine bud på, hvorfor det er vigtigt at få mere frihed ind på arbejdsmarkedet. Det kan egentlig deles op i 2 typer grunde.
De første grunde, som er rationelle, udspringer af samfundsudviklingen, udviklingen fra industrisamfund til videnssamfund og så videre. Vi er gået fra et samfund med et arbejdsmarked præget af arbejdere, til et arbejdsmarked som er stærkt præget af funktionærer. Du kan selv tænke videre i disse baner, og finde mange praktiske grunde for, at kollektive regler for ansættelser er mindre egnede end de individuelle.
For mig er kampen for retten til fagforeningsfrihed og retten til at bestemme over mit eget ansættelsesforhold sammen med min arbejdsgiver, noget som "stikker meget dybere". Det er langt sværere at sætte ord på. Det er en "mavefornemmelse"! Det er lysten til, at det ikke er andre, der skal bestemme mere over mig end aller højest nødvendigt. Jeg kan simpelthen ikke indse, at det skulle være nødvendigt for samfundets ve og vel, at en fagforening, som jeg ikke ønsker at være medlem af, skulle have noget som helst at skulle have sagt i mit ansættelsesforhold. Jeg kan ikke forstå, at de skal kunne bestemme, hvor mine indbetalinger til pension skal forvaltes, hvornår min løn kan forhandles! Ja, jeg synes simpelthen ikke, at de skal blande sig, når jeg ikke er medlem.
Det er som sagt svært at sætte ord på, det er en dybfølt frihedstrang!
Er det bare mig der har det sådan? Man skulle jo tro det, siden 100.000-vis er medlemmer af LO, FTF og AC! Disse tre hovedorganisationer synes simpelthen ikke, at det er særligt vigtigt at kæmpe for fuld fagforeningsfrihed.
Det står heller ikke højt på den politiske dagsorden.
Måske er vi simpelthen ikke så mange, der synes, at det er vigtigt?
torsdag den 10. marts 2011
Friheden vi stadig venter på!
Der er gået nogen tid siden sidste indlæg - desværre, for det er måske et tegn på, at der ikke er megen gang i debatten om foreningsfriheden. Stor var min glæde derfor, da jeg i går i Berlingske så en kommentar, skrevet af cand,jur. Anette Nilsson, med titlen: Friheden der udeblev!
Hun beskriver så fremragende, hvor stor glæde vi oplevede, da eksklusivaftalerne blev dømt ude i 2006. For 5 år siden! Og hvor lidt der er sket i retning af at forstå og beskytte en egentlig foreningsfrihed i dag, hvor vi skriver 2011. Den kommentar er værd at læse. Den beskriver præcist, hvor svært fagforeningsfriheden har det, og hvor svær en kamp det er at forbedre vilkårene på dette område. 40 år er der gået, siden eksklusivaftalerne blev afskaffet i det offentlige, og som nævnt 5 år siden de blev dømt ulovlige i det private. Trods dette ved vi alle, at der hverken i det offentlige eller det private er fuld fagforeningsfrihed i 2011.
Hvor lang tid skal der gå, før respekten for den enkeltes ret til selv at vælge fagforening, bliver lige så selvfølgelig, som respekten for retten til at stemme på dem man vil, til ytringsfrihed, til religionsfrihed?
Til trods for, at den formelle fagforeningsfrihed således er sikret, er der stadig en lang og sej kamp, der skal kæmpes for, at enhver på arbejdsmarkedet frit kan vælge den fagforening, man føler mest værdifællesskab med.
Med den seneste udvikling i det "politiske landskab" er det endnu mere vigtigt at kæmpe for fuld fagforeningsfrihed. Knap halvdelen af LO´s medlemmer siger, at de har stemt på "blå blok". Det virker da helt surealistisk at de mange steder tvinges til at betale til "rød blok", via deres fagforenings kontingent, fordi kolleger og tillidsmænd presser dem ind i en anden fagforening, end den de selv ønsker!
Nu skal den kamp vindes. Vi vil ikke vente hverken 5 eller 10 år før den forstenede LO-opfattelse af arbejdsmarkedet ændrer sig!
Folketings politikerne må tage sig sammen og lovsikre reel fagforeningsfrihed overalt!
Hun beskriver så fremragende, hvor stor glæde vi oplevede, da eksklusivaftalerne blev dømt ude i 2006. For 5 år siden! Og hvor lidt der er sket i retning af at forstå og beskytte en egentlig foreningsfrihed i dag, hvor vi skriver 2011. Den kommentar er værd at læse. Den beskriver præcist, hvor svært fagforeningsfriheden har det, og hvor svær en kamp det er at forbedre vilkårene på dette område. 40 år er der gået, siden eksklusivaftalerne blev afskaffet i det offentlige, og som nævnt 5 år siden de blev dømt ulovlige i det private. Trods dette ved vi alle, at der hverken i det offentlige eller det private er fuld fagforeningsfrihed i 2011.
Hvor lang tid skal der gå, før respekten for den enkeltes ret til selv at vælge fagforening, bliver lige så selvfølgelig, som respekten for retten til at stemme på dem man vil, til ytringsfrihed, til religionsfrihed?
Til trods for, at den formelle fagforeningsfrihed således er sikret, er der stadig en lang og sej kamp, der skal kæmpes for, at enhver på arbejdsmarkedet frit kan vælge den fagforening, man føler mest værdifællesskab med.
Med den seneste udvikling i det "politiske landskab" er det endnu mere vigtigt at kæmpe for fuld fagforeningsfrihed. Knap halvdelen af LO´s medlemmer siger, at de har stemt på "blå blok". Det virker da helt surealistisk at de mange steder tvinges til at betale til "rød blok", via deres fagforenings kontingent, fordi kolleger og tillidsmænd presser dem ind i en anden fagforening, end den de selv ønsker!
Nu skal den kamp vindes. Vi vil ikke vente hverken 5 eller 10 år før den forstenede LO-opfattelse af arbejdsmarkedet ændrer sig!
Folketings politikerne må tage sig sammen og lovsikre reel fagforeningsfrihed overalt!
torsdag den 3. februar 2011
Friheds krænkelser bør have konsekvenser!
Jeg kunne meget ønske mig, at fagforeningsfrihed blev et af temaerne i den kommende valgkamp!
Jeg har tidligere på denne blog været "efter" LO, på grund af deres manglende respekt for for fagforeningsfriheden, men den mangel på respekt deler de med alt for mange.
Center for Menneskerettigheder på dokumenterede for nogen tid siden (2009) i en såkaldt udredning, at respekten for fagforeningsfrihed i Danmark var utilstrækkelig. Denne frihed krænkes ofte groft af LO-fagforeninger, det kom ikke bag på mange. Værre er det at beskæftigelsesminister Støjberg er totalt ligeglad med denne menneskerets krænkelse, og ingen har kritiseret hende for det. Det får mig til at undres. Hvorfor er politikerne ligeglade med at 100-vis af danske lønmodtageres fagforeningsfrihed dagligt krænkes? Det er trods alt en frihed, som er stadfæstet ved domme fra den Europæiske menneskerets Domstol, og som formelt gælder.
Hvorfor er der INGEN, der reagerer overfor disse krænkelser? Krænkelser, der som tidligere nævnt ikke alene er krænkelser af foreningsfriheden, men nu med LO -S/SF alliancen, er en krænkelse af vores politiske frihed.
Jeg vil opfordre alle, der ønsker frihed på det politiske område såvel som foreningsfrihed, til at bruges jeres kontakter overalt på sociale medier og alle steder til at kæmpe for denne frihed!
Gå i dialog med politikerne, skriv indlæg på Facebook, Twitter, kommenter på blogs, skriv læserindlæg, spørg politikerne.
Frihed på disse områder skal simpelthen sættes på dagsordenen, hvis vi have et godt og sundt udviklet arbejdsmarked.
Jeg har tidligere på denne blog været "efter" LO, på grund af deres manglende respekt for for fagforeningsfriheden, men den mangel på respekt deler de med alt for mange.
Center for Menneskerettigheder på dokumenterede for nogen tid siden (2009) i en såkaldt udredning, at respekten for fagforeningsfrihed i Danmark var utilstrækkelig. Denne frihed krænkes ofte groft af LO-fagforeninger, det kom ikke bag på mange. Værre er det at beskæftigelsesminister Støjberg er totalt ligeglad med denne menneskerets krænkelse, og ingen har kritiseret hende for det. Det får mig til at undres. Hvorfor er politikerne ligeglade med at 100-vis af danske lønmodtageres fagforeningsfrihed dagligt krænkes? Det er trods alt en frihed, som er stadfæstet ved domme fra den Europæiske menneskerets Domstol, og som formelt gælder.
Hvorfor er der INGEN, der reagerer overfor disse krænkelser? Krænkelser, der som tidligere nævnt ikke alene er krænkelser af foreningsfriheden, men nu med LO -S/SF alliancen, er en krænkelse af vores politiske frihed.
Jeg vil opfordre alle, der ønsker frihed på det politiske område såvel som foreningsfrihed, til at bruges jeres kontakter overalt på sociale medier og alle steder til at kæmpe for denne frihed!
Gå i dialog med politikerne, skriv indlæg på Facebook, Twitter, kommenter på blogs, skriv læserindlæg, spørg politikerne.
Frihed på disse områder skal simpelthen sættes på dagsordenen, hvis vi have et godt og sundt udviklet arbejdsmarked.
mandag den 17. januar 2011
LO = politisk tvang!
I de seneste 10 - 15 år har fagforeningerne på det danske arbejdsmarked i stigende omfang forstået, at en stærk forbindelse mellem fagforening og socialdemokratiet ikke var det medlemmerne ønskede. For 10 år siden brød LO med partistøtten. Vi var mange der troede, at tvangsudskrevet partistøtte via fagforeningskontingentet hermed var noget, der hørte forrige århundrede til!
Stor var derfor min overraskelse, da vi pludselig så LO´s formand genoptage den politiske forbindelse sidste år. Denne gang blot med den lille tilføjelse, at det nu var en støtte til en S/SF regering. Ikke blot støtte med ord, men støtte med mange mio. kr.
Jeg har det ikke dårligt med, at nogen støtter politiske partier, det er helt fint med mig. Man skal bare ikke give støtte med andres penge. Når man gør det, undertrykker man den politiske frihed!
Derfor må vi alle nu stille meget strenge krav til LO organisationerne om at respektere fagforeningsfriheden fuldstændig. De skal overhovedet ikke blande sig i, hvor danske lønmodtagere organiserer sig eller om de organiserer sig overhovedet!
Som det fungerer på arbejdsmarkedet nu ved vi, bl. andet fra den undersøgelse Center for Menneskerettigehder lavede sidste år, at 3F, Dansk Metal og flere andre LO forbund udøver et helt urimeligt pres på den enkelte ude på arbejdspladsen, for at de skal melde sig ind. Den politiske binding betyder nu, at man prøver at tvinge både fagforeningsmedlemskab og støtte til et enkelt parti eller to igennem.
Det er helt ude af takt med tiden, og jeg håber at LO´s medlemmer straffer dem for denne uacceptable måde at være på.
Meld jer ud af LO forbundene, hvis iIvil støtte kampen for frihed på arbejdsmarkedet!
Stor var derfor min overraskelse, da vi pludselig så LO´s formand genoptage den politiske forbindelse sidste år. Denne gang blot med den lille tilføjelse, at det nu var en støtte til en S/SF regering. Ikke blot støtte med ord, men støtte med mange mio. kr.
Jeg har det ikke dårligt med, at nogen støtter politiske partier, det er helt fint med mig. Man skal bare ikke give støtte med andres penge. Når man gør det, undertrykker man den politiske frihed!
Derfor må vi alle nu stille meget strenge krav til LO organisationerne om at respektere fagforeningsfriheden fuldstændig. De skal overhovedet ikke blande sig i, hvor danske lønmodtagere organiserer sig eller om de organiserer sig overhovedet!
Som det fungerer på arbejdsmarkedet nu ved vi, bl. andet fra den undersøgelse Center for Menneskerettigehder lavede sidste år, at 3F, Dansk Metal og flere andre LO forbund udøver et helt urimeligt pres på den enkelte ude på arbejdspladsen, for at de skal melde sig ind. Den politiske binding betyder nu, at man prøver at tvinge både fagforeningsmedlemskab og støtte til et enkelt parti eller to igennem.
Det er helt ude af takt med tiden, og jeg håber at LO´s medlemmer straffer dem for denne uacceptable måde at være på.
Meld jer ud af LO forbundene, hvis iIvil støtte kampen for frihed på arbejdsmarkedet!
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
