Mere frihed større velstand!

Mit nytårsønske for 2011 er, at politikerne vil indse, at større grader af frihed på arbejdsmarkedet vil give os alle større velstand.
Den danske Arbejdsmarkedsmodel har sine fordele, men den har efterhånden fået flere og flere ulemper. Det er ikke så mærkeligt, for grundkonstruktionen stammer fra slutningen af 1800-tallet, og modellen er ikke blevet fornyet i tilstrækkeligt omfang op igennem forrige århundrede. Det var i det århundrede, vi fik ligestilling imellem mænd og kvinder, vi fik menneskerettigheder og vi blev medlem af EF senere EU. Meget skete, men arbejdsmarkedsmodellen forblev på mange måder sig selv. Hvis vi i dette århundrede skal bevare den velstand, vi har bygget op igennem de sidste mange år, skal vi have en arbejdsmarkedsmodel, der følger med tiden!
En model, der respekterer de moderne principper, vores samfund bygger på her i det 2100-århundrede.
Når jeg idag hører, at statsministeren taler om reformer ville jeg ønske,at han også tænker på reformer af arbejdsmarkedsmodellen.
Hvilke reformer skal der så til? Efter min opfattelse kræver det et dybtgående arbejde at finde frem til en arbejdsmarkedsmodel, som kan bevare Danmark, som et velstående samfund i det 2100-århundrede. Nogle af de forhold, man bør drøfte, er følgende:
- Fagforeningsfrihed, fuld og reel. Alle lønmodtagere skal fuldstændig frit kunne vælge at være eller ikke være medlem af en faglig organisation, uden at de på nogen måde udsættes for pres, mobning. Det må aldrig have betydning for deres muligheder for at yde en god arbejdsindsats og forhandle sig til god løn og arbejdsvilkår.
- Aftalefrihed på arbejdsmarkedet. Man skal aldrig være tvunget ind under en bestemt overenskomst, mod sin vilje, men frit kunne aftale individuelle ansættelsesvilkår, indenfor rammerne af en lønmodtager lov.
- Ligestilling mellem kønnene, fuld og reel. Alle lønmodtagere skal kunne yde på arbejdsmarkedet uden, at der tages hensyn til køn.
- Work Life Balance. I vores samfund hvor både mænd og kvinder arbejder, og hvor mange - måske de fleste - forældre er enlige forsørgere, skal der være rettigheder til, at forældre kan passe deres børn i harmoni med arbejdet. Ret til en barns første sygedag er en lappeløsning, som er helt utilstrækkelig, og der skal et politisk indgreb til at give ordentlige rettigheder på dette område.
- Aldergrænser bestemt efter vores fødsels år skal afskaffes helt, hvor det kan lade sig gøre og ellers begrænses mest muligt. Aldersgrænserne stammer for de flestes vedkommende fra en tid, hvor det meste arbejde var hårdt manuelt arbejde, og der var få funktionærer. I dag er det fuldstændig omvendt, men arbejdsmarkedets regler er stadig indrettet efter de gamle forhold. Det skal ændres, så alle kan bidrage så længe de vil og kan.

Overskriften på dette er større frihed for den enkelte lønmodtager. Det vil være svært at gennemføre for politikerne og de mange organisationsfolk i LO, FTF, DA og mange flere, som er vænnet til at skulle lave regler for os alle sammen, men de kommer til at forstå, at større muligheder for individuel frihed ikke er ødelæggende, men tværtimod givende og en betingelse for at velstanden kan bevares og udbygges.

Sociale medier og frihed!

Jeg deltager for øjeblikket i en event om friheden til at bruge sociale medier på/i forbindelse med jobbet. Der rejses mange interessante problemstillinger, som viser, at det ikke er helt let at finde balancen. Et af problemerne er, at mange arbejdsgivere/ledere, har lidt flere år på bagen, end de nye der kommer ind på arbejdsmarkedet, og på den baggrund har de en anden opfattelse af Facebook, Twitter, LinkedIn og andre sociale medier. Nogle har måske den opfattelse, at det bare er tidsspilde og pjat! En opfattelse de sjældent har dannet sig ud fra personlige erfaringer, men mere ud fra hvad de har læst i pressen.
Det stiller store krav til de unge, der kommer ind på arbejdsmarkedet, og som har en helt anden opfattelse af de sociale medier.

Min holdning er, at der ikke vil være ret mange brancher, om nogen overhovedet, som kan undgå en stor påvirkning fra de sociale medier. De nye medier vil påvirke alle forretninger og alle vi, der er født i tiden før Internettet (og som er en slags indvandrere i det digitale samfund), skal sammen med alle de digitale indfødte, arbejde for at udvikle forretninger og samfund optimalt med de nye muligheder.

En af grundbetingelserne for, at det kan ske er, at der er forståelse og frihed. Forståelse og kendskab til de sociale medier og frihed til at bruge dem. Frihed under ansvar selvfølgelig, som på alle andre områder.
Ingen fremgang kommer af at begrænse informationer, og vi må alle erkende, at vi lever i en meget transparent og åben tid, med Wikileaks og mange andre helt åbne kilder.

Frihed er også geografisk frihed!

Politikerne vil begrænse de unges frihed til at rejse ud i verden.
Ikke direkte forbyde det, som man gjorde i de gamle østlande, men straffe det økonomisk. Der er ingen lande, der er blevet rigere af at begrænse borgernes frihed. Det vil vi heller ikke blive, hvis DF, SF med flere får held med deres forehavende.
Vi skal passe godt på de gode forhold, vi har i Danmark. Friheden til uddannelse og friheden til at rejse, er to meget vigtige frihedsrettigheder. Tanken om at begrænse vores rettigheder på disse områder er særdeles farlig for vores velfærd, og virker lige så lidt gennemtænkt, som ideerne om at censurere adgangen til visse TV-kanaler.
Danmark skal ikke være et land man ikke kan få lov eller råd til at rejse fra, men et land man har lyst til at blive i og arbejde i.
Tanken om at forsøge at tvinge borgerne til at blive, vækker tanker om systemer, som jeg troede vi var kommet langt væk fra.

Eller er det mig der ikke forstår hvad frihed går ud på?

Pensions tyveri!

I Børsen anklager økonomisk rådgiver Kim Valentik LO-pensions kassen Sampension for at stjæle pengene ud af lommerne på pensionsopsparerne. Problemerne, der ligger bag, er mange og komplicerede, men kernen er at Sampensions mange pensions opsparere er blevet tvunget til markant dårligere ordninger, som vil give dem mindre i pension, end de var blevet stillet i udsigt da de kom ind i ordningerne.
Hvad har det med frihed på arbejdsmarkedet at gøre?
Sammenhængen er den, at Sampensions kunder normalt ikke har valgt at spare op til pension i Sampension. De er kommet ind i ordningerne via de kollektive overenskomster, de er blevet tvunget ind under, da de blev ansat. Mange er f.eks. blevet ansat under en HK-overenskomst, hvor pensionsopsparing i Sampension har været en del ansættelsen, og de har ikke kunne vælge den fra. Når Sampension nu forringer vilkårene, aftaler de det forinden med HK, og HK aftaler på alles vegne, at forringelsen er OK. En aftale som HK indgår både for de der er medlemmer af HK, og alle de der har valgt dem fra.
Det er lang fra frihed på arbejdsmarkedet, og det viser at de gamle stive kollektive pensionsordninger trænger til fornyelse.
Der er stærkt behov for mere frihed på pensionsområdet.
Spørg eventuelt en politiker du kender, hvad de vil gøre for, at der kommer bedre regler på dette område.

Mere lovgivning på arbejdsmarkedet?

Den danske arbejdsmarkedsmodel er særpræget ved dens tradition for, at vilkårene på arbejdsmarkedet er blevet aftalt mellem arbejdsgiverne og lønmodtagerne. Lovgivning har været undtagelsen.
Denne konstruktion er blevet lidt af af "hellig ko" for mange, især LO fagforeningerne. Men, som det ofte er med "hellige køer", glemmer man at se på baggrunden for at de er opstået, og om de stadig skal være "hellige".
Siden vi blev medlem af EF den 1.januar 1973, har vi fået stadig mere lovgivning ind på det danske arbejdsmarked, så megen lovgivning, at mange (deri blandt undertegnede) mener, at det er en illusion at tale om en særlig dansk aftale model i dag! Udviklingen mod stadig flere funktionærer, så vi nu udgør 2/3 af alle lønmodtagere, har trukket samme retning. Mere lovgivning mindre aftale.
Senest er der nu indgået en aftale i EU parlamentet om, at man vil søge at give alle ret til 20 ugers barsel med fuld løn. Forslaget er ikke lov endnu, men det kommer nok igennem EU lovgivnings systemet, og så vil vi endnu engang opleve, at forbedringer for lønmodtagernes rettigheder i Danmark, mere kommer via EU-systemet end via danske aftaler.
Jamen har vi da ingen frihed tilbage på arbejdsmarkedet, vil nogle måske så spørge?
Det har vi, men det fælles sikkerhedsnet der skal gælde, vil ikke være et aftalt net, som vi har haft tradition for i Danmark, men et lovgivningsnet. Fordelen ved det er, at lovgivningsnettet gælder for alle! De aftalte reglers sikkerhedsnet gælder kun, hvis de er aftalt. Deri er den vigtige forskel.
Friheden på arbejdsmarkedet vil i fremtiden være en frihed til at aftale sine ansættelsesvilkår. Man kan aftale dem individuelt eller kollektivt efter indstilling og behov, men alle fundamentale behov vil være dækket via lovgivning.
Dem der har vænnet sig til at leve af og med de "hellige køer", og være dem der havde retten til at indgå aftalerne, får atter mere trange kår. De får det ikke lettere, før de indser, at de lever i en moderne verden anno 2010, og gamle dage fra forrige århundrede kommer ikke tilbage.
Vågn op du brave Harald Børsting og væk dine slumrende kampfæller. Nye tider hersker!

Historien om fagforeningsfrihed og ambulancekørsel!

Efterhånden har jeg skrevet meget om frihed på arbejdsmarkedet på denne blog. Meget som har haft mere eller mindre teoretisk præg.
Denne gang vil jeg fortælle en historie fra det virkelige liv:
Der var engang nogle mennesker, som fik den ide at starte et nyt firma, som skulle køre ambulance efter moderne principper, de ville faktisk have, at ambulancer virker som fremskudte hospitals afdelinger.
Ideen fik de fordi regler om udbud af store opgaver fra det offentlige åbnede for, at andre end Falck kunne få aftaler med det offentlige om ambulancekørsel. Firmaet kaldte sig Responce og gik igang med at skabe en helt ny ambulance virksomhed. De blev hurtigt nødt til at indgå overenskomst med 3F, og med den hjemme gik de ud og ansatte medarbejdere. Både paramedicinere, behandlere og behandlingsassistenter. Det blev aftalt, hvordan arbejdet skulle udføres mellem medarbejderne og virksomheden, og 3F nikkede pænt ja, og arbejdet gik igang.
Så skete der pludselig det, at mange af medarbejderne blev meget trætte af 3F. De blev faktisk så trætte og utilfredse med 3F, at de meldte sig ud. De så sig omkring, og følte at FRIE Funktionærer var fagforeningen for dem, men så var den gode stemning slut.
3F finder sig ikke sådan uden videre i, at medlemmer selv vælger fagforening, så 3F gik igang med at gøre alt hvad de kunne for at få stoppet virksomheden Responce.
En almindelig læser vil nok tænke: Jamen Responce kan da ikke bestemme, hvilken fagforening medarbejderne skal vælge, det er jo et frit valg ifølge Den Europæiske Menneskerets konvention, men sådan tænker 3F åbenbart ikke. De mener at 3F sammen med virksomheden skal have retten til at tvinge medarbejdere over i den fagforening, som 3F mener er den rigtige.
Men den form for opførsel vil hverken Responce eller medarbejderne finde sig i, så nu ender sagen ved retten.
Alt imens vi så venter på rettens afgørelse, kan alle vi andre, der tror på frihed og menneskerettigheder, tænke lidt over hvilken type tanker, der bevæger i en 3f`ers hovede. Jeg kan ikke rigtig gennemskue det!

Aftalefrihed - for hvem?

Et medlem har spurgt mig: Kæmper FRIE Funktionærer for individets aftalefrihed? Hvad så med "parternes aftalefrihed" og den danske model?
Det var et godt spørgsmål, som man siger. For os i FRIE Funktionærer står individets aftalefrihed over kollektivets aftalefrihed. Det betyder, at kollektivet, "parterne" ikke skal have retten til at indgå aftaler på andres vegne. For eksempel skal HK ikke indgå aftaler, som binder vores medlemmer via en kollektiv overenskomst. Vores medlemmer skal have retten til at aftale deres egne ansættelsesvilkår, og ikke være bundet af HK´s aftaler. For eksempel bliver nogle af vore medlemmer bundet til at spare op til pensioner via aftaler HK har indgået med arbejdsgiveren, hvad enten de vil eller ej fordi de er omfattet af en områdeoverenskomst. Der burde være en ret for arbejdsgiveren til at aftale dette med den enkelte uanset, hvad overenskomsten siger, når bare den indviduelle aftale ikke er dårligere for den enkelte end den kollektive aftale, som det ville være ved medlemsoverenskomster.
Det ville ikke ødelægge den danske model. Den skulle bare moderniseres så den respekterer det danske arbejdsmarked, som det ser ud i 2010.
Områdeoverenskomster burde erstattes af medlemsoverenskomster.
En områdeoverenskomst gælder for alle der arbejder indenfor området uanset, hvor man er medlem. Medlemsoverenskomster gælder kun for dem, der er medlem af den fagforening, der har indgået overenskomsten.
Vi er trætte af, at LO fagforeningerne indgår områdeoverenskomster, som tvinger vore medlemmer ind under overenskomsten, og derpå beskylder de vore medlemmer for at nasse på deres overenskomst.
Som vi ser det, er det LO, der har trukket overenskomsten ned over hovedet på vore medlemmer i første omgang. Det kunne de bare lade være med.

FTF går ind for foreningsfrihed!

Efter mit seneste blogindlæg er jeg blevet korrigeret af formanden for FTF. Bente Sorgenfrey oplyser, at de ikke længere har nogen grænseaftale med LO, og at de ikke tvangsoverflytter medlemmer.
Det er godt nyt.
Lige siden SFF i 1974 blev smidt ud af FTF på en kongres, fordi vi praktiserede fagforeningsfrihed, har FTF ellers haft en grænseaftale med LO, der begrænsede fagforeningsfriheden.
At den ikke eksisterer mere, er en de bedste nyheder på frihedsområdet jeg længe har fået.
Jeg kan kun håbe, at de "frihedens vinde", der nu også blæser i FTF også finder sprækker at snige sig ind i hos LO, så man her og i deres medlemsforbund, som for eksempel 3F, så de også hylder friheden.
Jeg vil gerne opfordre alle til at konfrontere LO og 3F med deres overtrædelser af menneskerettighederne i form af fagforeningstvang overalt, hvor I måtte møde dem.

Menneskerettighederne og Den danske Model

Den danske arbejdsmarkeds model, hviler på et vaklende grundlag, for den nægter at respektere De Europæiske Menneskerettigheder!
Hvor længe kan sådan en model leve, når den hviler på et retsstridigt grundlag?
Min påstand er, at hvis den danske befolkning en dag i fremtiden bliver opmærksomme på, at foreningsfrihed (herunder fagforeningmedlemskab) er en frihed, der er beskyttet af denne konvention, så er Den danske Models dage talte.
Sagen er, at det ved flere domme er slået utvetydigt fast, at en lønmodtager har ret til at være medlem af den fagforening man ønsker. Ingen må tvinge én til noget andet end det man vil på dette område.
Alligevel har LO og FTF en aftale, der ikke respekterer denne frihed. Hvis man er medlem af FTF og bliver omfattet af en LO-overenskomst tvangsoverflytter FTF medlemmet til LO, som følge af den aftale der er mellem FTF og LO. Dette er klart et brud på foreningsfriheden.
Mange steder forsøger repræsentanter for LO-forbund at tvinge medarbejdere ind i LO-fagforeninger. Man bruger mange former for tvang, men fælles for alle tilfælde er, at LO og deres repræsentanter, nægter at anerkende foreningsfriheds princippet, som det er fastslået ved Menneskeretsdomstolen.
Derfor spørger jeg: Hvad sker der med den danske model på arbejdsmarkedet, den dag det bliver åbenlyst, at foreningsfriheden gælder i Danmark?

Virkeligheden og LO`s virkelighed!

Er der ikke kun én virkelighed, tænker du? Åbenbart ikke når man lytter til LO og politikerne.
I LO´s virkelighed repræsenterer LO de danske lønmodtager interesser, ganske som om intet var hændt siden midten af forrige århundrede. Nu er sagen imidlertid at dengang - for et halvtårhundrede siden - kunne LO tillade sig at opføre sig, som om de repræsenterede de danske lønmodtagere. Det kan de ikke tillade sig idag, men det påvirker dem tilsyneladende ikke. De opfører sig som om intet var hændt i den henseende. De lader som om de kan tilbyde, at vi alle skal arbejde mere, og på hvilke betingelser det kan ske. De tilbyder at forhandle med regeringer på de danske lønmodtageres vegne, som om de repræsenterede os alle.
Det værste er, at nogle politikere, måske af gammel vane, måske af bekvemmeligheds årsager, lader som om de tror det.
Kendsgerningen er, at det danske arbejdsmarked står overfor meget store udfordringer. Det gør det på grund af globaliseringen, på grund af den økonomiske krise og ikke mindst på grund af en helt anden demografisk sammensætning end den vort samfund oprindeligt er bygget op omkring. Vi har ikke mere en demografisk sammensætning med færrest gamle i toppen og flest unge i bunden - en såkaldt pyramide struktur. Vores sammensætning har mere form som en Cola flaske.
Disse nye vilkår kræver nye måder at indrette samfundet og arbejdsmarkedet på. Hvis det skal føre frem til en holdbar løsning skal hele samfundet inddrages! Ikke kun dem der prægede samfundet stærkt for et halvt århundrede siden som LO.
Hvis LO i den kommende tid erkender og respekterer, at der gælder reel foreningsfrihed i det danske samfund anno 2010 vil deres medlemstab øges betragteligt. Når det sker bliver ubalancen, som beskrevet endnu mere grel.
Hvornår opdager LO toppen og de der følger dem, som FTF og AC samt mange politikere, at virkeligheden anno 2010 ikke er som den var i Anker Jørgensens tid?

Nu skal vi have reel fagforeningfrihed!

I 2006 blev Danmark dømt til at afskaffe eksklusivaftalerne, og dermed fik vi formelt fuld fagforeningsfrihed. Ikke fordi vi selv ville det, men fordi det er en del af de europæiske menneskerettigheder. Så skulle man tro at det var klaret, selv om det er lidt pinligt, at vi ikke selv gik forrest i kampen for friheden. Danske lønmodtagere har nu ret til at melde sig ind i den fagforening, de vil eller til helt at være uden fagforening.
Men for mange lønmodtagere er det desværre en teoretisk frihed. Fagforeningstvangen eksisterer stadig mange steder. Et af de steder, vores medlemmer har oplevet grove forsøg på at tvinge medarbejdere til at melde sig ind i en bestemt fagforening, er i ambulancefirmaet Responce i Horsens. Her var medarbejderne trætte af 3F´s måde at opføre sig på, og de meldte sig ud af 3F og ind i FRIE Funktionærer, og dannede hos os deres egen fagforening med støtte fra FRIE Funktionærer.
Det var mildt sagt ikke noget der faldt i 3F´s smag. 3F har lige siden gjort hvad de kunne for at chikanere, true og mobbe de medarbejdere, der har valgt 3F fra. Desværre er der ikke i forbindelse med foreningsfrihedsloven vedtaget noget, der gør det muligt at komme efter foreninger eller personer, der opfører sig på den måde. Efter min mening burde der være strafbestemmelser, så man kunne melde sådanne nogle trusler og chikaner til politiet. Vi har prøvet at få beskæftigelsesminister Støjberg til at tage initiativ til at forebedre foreningsfriheden, men det vil hun ikke.
Jeg synes, at det er direkte pinligt, at 3F er så dårlig en fagforening, at de føler sig nødsaget til at tvinge medlemmerne til at melde sig ind. Hver dag når jeg ser 3F reklamerne på Odense banegård om, at de er den stærkeste fagforening, tænker jeg på deres forsøg på at tvinge Responce medarbejderne ind i 3F. Det kan godt være, at 3F føler sig stærke, men jeg synes, at de burde være flove over den måde, de bruger den styrke på.
Jeg synes, det er direkte pinligt, at LO og FTF ikke tager afstand fra disse metoder.
Har dansk fagbevægelse en fremtid, hvis de ikke respekterer domme fra menneskerets domstolen om frihed?

Frihed også for Plusgenerationen

Plusgenerationen; Silverworkers; Det grå guld. Betegnelserne for os, der har været længe på arbejdsmarkedet er mange, og fælles for dem er at man ved, at der er resurser at hente i denne gruppe.
Når det er sagt, må man alligevel konstatere, at siden jeg trådte ind på arbejdsmarkedet, for alvor, i 1973, har reglerne, som det offentlige har lavet, ført til, at man trækker sig stadigt tidligere tilbage. Dengang var 67 år den almindelige pensionsalder, og når jeg ser på generationerne før min, bare i min egen familie, så stoppede min mor først da hun var 70 år, min mormor da hun var 72 og hendes søster omkring de 80 år. Sikke en udnyttelse af resurser må man tænke.
Jeg synes, at det på mange måder er dejligt, at man nu har muligheden for at fratræde tidligere og dermed få en "tredje alder". Men jeg synes ikke om, at reglerne næsten tvinger lønmodtagerne til det. Vi lønmodtagere burde have den samme frihed til at fortsætte arbejdet, så længe vi magter det Den mulighed har de liberale erhverv, som læge, tandlæge, arkitekt, advokat osv. Det vil vi også have!
Vi må forlange af beskæftigelsesministeren og hendes kolleger, at de resurser, som findes i vores gruppe får bedre muligheder for at komme samfundet til gavn.
Slut med at blive smidt ud af a-kassen som 65 årig.
Slut med særordninger for alle os ældre, der ikke behøver dem.
Lad efterlønsbeviset bevare sin gyldighed så længe man kan arbejde.
Fjern alle regler der spænder ben for udnyttelsen af resurser hos Plusgenerationen.

Økonomisk frihed!

Økonomisk frihed i den forstand, at jeg ikke via mine offentlig tvungne opsparinger i ATP eller LD tvinges til at understøtte financielle former, som jeg er imod.
Jeg er for eksempel ikke stor tilhænger af kapitalfonde. Jeg tror, at de har en stor del af ansvaret for den financielle krise med deres hæmningsløse grådighed efter afkast, og jeg synes ikke om, at LD opretter kapitalfonde for lønmodtager midler. Jeg kan slet ikke lide, at LD kapitalfondene giver chefer i LD muligheden for personligt at investere i en del af de selv samme fonde. For mig er det værre end aktieroptions mulighederne for bankdirektører, hvor den fælles grådighed hos aktionærer, bestyrelse og direktører, var det grundlag, der tog livet af adskillige gode danske banker.
Jeg kan ikke lide, at LD, som er tæt i "familie" med den enorme ATP koncern, bevæger sig ind på dette område, og jeg har mildest talt ikke tillid til, at Harald Børsting, der som LO formand er født som formand for LD, kan holde den grådighed i ave hos lederne.
For mig er økonomisk frihed derfor også frihed til at spare op, hvor jeg vil og under de moralske og etiske normer, som jeg foretrækker.
Fri mig for statsstyret tvangsopsparing styret af politisk udnævnte fagforeningsp........

Vil politikerne undertrykke friheden på arbejdsmarkedet?

Lad mig med det samme slå fast: FRIE Funktionærer er fuldstændig partipolitisk neutrale, og det er jeg også i mit arbejde. Det betyder dog ikke, at jeg ikke forholder sig til det, som de politiske partier siger de vil arbejde for.
Jeg har læst, at Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti (S/SF) vil arbejde for højere dækningsgrad for kollektive overenskomster, flere medlemmer i fagforeningerne og flere medlemmer i a-kasserene, hvis de kommer til at danne regering. Jeg ved, at LO har betalt en stor af kampagnen "En fair løsning - har du 12 minutter om dagen".
Når jeg sammenholder disse oplysninger, kan jeg godt frygte, at en fremtidig S/SF regering ikke vil respektere friheden på arbejdsmarkedet! Jeg frygter det, fordi LO, som bekendt ikke går ind for frihed på arbejdsmarkedet, og budskabet med flere i fagforeninger og a-kasser og flere kollektive overenskomster lyder, som om det er formuleret af LO.
Hvis S/SF vil respektere friheden til at vælge den fagforening eller a-kasse man ønsker, lyder det jo meget fredsommeligt, at de vil arbejde for, at vi allesammen skal have nogle flere medlemmer ;-)
Men jeg tvivler på at de har så ædle målsætninger!
Når de som regering vil arbejde for mere overenskomstdækning, ligner det jo mere en plan for at give LO mere magt. Måske noget af den magt tilbage, som LO har mister igennem de seneste år, fordi medlemmerne har valgt dem fra til fordel for andre former for fagforeninger, som f.eks. FRIE Funktionærer.
Det virker som et LO, der i sin "dødskamp" har allieret sig med S igen, efter at have arbejdet for en adskillelse igennem 10 - 15 år. En genforening som de håber på måske kunne give dem nyt liv!
Hvis det er planen, og prisen er foreningsfriheden, vil jeg græmmes over en S/SF regering - uanset min partipoliske neutralitet, for jeg sætter friheden på arbejdsmarkedet højest.
Men måske tager jeg fejl?

Hvor meget må vi arbejde? Hvem bestemmer?

I alle medier kan man høre og læse om, at Danmark har problemer, og vi skal arbejde noget mere. Nogle synes, at vi skal arbejde nogle minutter mere hver dag! Andre synes at de unge skal ud og arbejde tidligere! Andre igen synes, at vi skal vente lidt længere med at gå på pension!
Fælles for dem alle sammen er, at de vil bestemme. De vil bestemme, hvornår og hvor meget vi skal arbejde, og de vil helst ikke overlade alt for meget til os selv. Helt ned på minutter vil de sørme bestemme!
Jeg forstå godt, at der skal være nogle grænser for, hvor meget arbejde, der kan kræves hver uge og her har EU jo fastsat en grænse på 48 timer pr. uge.
Jeg forstår også godt, at der er brug for nogle retningslinier, som vi kan bruge når vi skal spare sammen til pension og så videre. Men jeg forstår ikke, hvorfor alle politikere og organisationer vil fastsætte så stramme rammer, at der ikke er plads til individualitet. Plads til, at vi hver især kan tilrettelægge vore liv, som det nu bedst passer os. Det er jo den individuelle mulighed for at tilrettelægge sit eget arbejdsliv, der giver arbejdsglæde. Det er det, der giver Work Life Balance.
Jeg efterspørger derfor friere rammer for lønmodtagerne til at indgå de "rigtige" aftaler med arbejdsgiverne hver især.
Fjern alle unødige regler, der forhindrer mangfoldigheden i at udfolde sig, til gavn for samfundet.
Hvad tænker jeg på? Hvad vil jeg fjerne? Her er en række forslag:
Fjern reglen i arbejdsløshedslovgivningen der straffer enhver, der arbejder mere end 37 timer om ugen, og bliver arbejdsløs!
Fjern udløbsdatoen på efterlønsbeviset. Lad os få det når vi bliver 60 år og lad os tage efterløn, når vi vil, om vi så vil vente til vi bliver 75 år for den sags skyld!
Lad os blive på arbejdsmarkedet på sædvanlige vilkår så længe vi vil og kan!
Fjern reglen der gør, at f.eks. LO og FTF bestemmer arbejdstiden for alle de, der har valgt LO og FTF fra. Giv mig retten til at aftale min egen arbejdstid, selv om der gælder en LO eller FTF overenskomst.
Giv os muligheden for at arbejde mere i en periode og mindre i en anden og "jævne" indtægten ud via en livstidskonto.

Er gule fagforeninger discount?

I disse dage, hvor den gamle alliance mellem LO og Socialdemokraterne pludselig er genoplivet, kommer begrebet "gule discount fagforeninger" igen op. Hvorfor det skulle være tilfældet, er der aldrig nogen der argumenterer nærmere for, og jeg vil gerne bestride, at det forhold, at en fagforening er udenfor LO og FTF, skulle være lig discount.
De gamle hoverorganisationer har indrettet sig med nogle meget dyre systemer, både på de daglige organisatoriske områder og i særdeleshed på de måder, som de ønsker, at alle forhandlinger foregår på. De gamle organisationer har påtaget en meget formynderisk og kostbar måde at varetage medlemmernes interesser på. Det må de selvfølgelig selv om, og det kan deres medlemmer selv vælge at betale til, hvis de vil. Men at det skulle gøre vores måde at arbejde på i de alternative fagforeninger, som stadig flere foretrækker, til discount, er dog noget af en fræk påstand.
Vi giver simpelthen medlemmerne det de har brug for, til den pris det koster. Hverken mere eller mindre, og det er vi stolte af.
Hvorfor skulle man betale mere end det dobbelte til HK, hvis man ikke har brug for det de tilbyder, ja måske endda helst er fri?

Nye tider eller gamle dage igen?

Det er svært at vide hvad man skal tro om udviklingen i fagbevægelsen i disse dage. Nu har LO i mere end 10 år kæmpet for at frigøre sig fra forbrødringen med Socialdemokratiet, og pludselig i løbet af få uger er tiden, som rullet tilbage og vi ser igen bevægelsen samle sig, i en partipolitisk kamp.
Det er, som om den lange udvikling ikke havde fundet sted. Eksklusivafter aldrig var blevet afskaffet. Som om det stadig er LO der bestemmer hvem der skal være landets statsminister og fagforeningsfrihed er "en by i Rusland".
Bliver dette begyndelsen til enden for landets tidligere så stærke hovedorganisation LO?
Hvordan vil det danske arbejdsmarked udvikle sig under de betingelser? 400.000 har arbejdsløshedsforsikret sig udenfor de "gamle" hovedorganisationer og tallet vokser stadig. Alle sammen medlemmer som kommer fra LO.
Mon dog ikke den nye udvikling vil fremme denne medlemsflugt?
Hvordan kommer det danske arbejdsmarked så til at organisere sig?

HK´s pensionstvang koster medlemmerne mia.

HK´s pensionspartner Sampension bryder sit løfte til pensionsopsparerne, og de taber milliarder. Tusindevis af offentlig ansatte i stat og kommune, som er tvunget ind under HK´s pensionsordning, mister nu milliarder af kroner i deres alderdom fordi den pensionsforvalter, som HK har valgt, ikke kan gøre sit arbejde ordentligt.
Sampension, som HK har overladt sine medlemmers pensions milliarder til, kan nemlig ikke leve op til finanstilsynets krav og har nu meddelt, at de ikke kan overholde det løfte om 4,5% forretning, som de lovede pensionsopsparerne dengang da opsparingen begyndte. Alle de, der har deres opsparing i Sampension, er tvungne til at at finde sig i den forringelse, som nu er stadfæstet ved en aftale mellem HK og Sampension.
Dette viser, at der mangler frihed på arbejdsmarkedet på pensionsområdet.
Vi kæmper for den frihed.

Indskrænkning i friheden!

Det er altid trist når friheden på arbejdsmarkedet bliver indskrænket. Særlig trist når det er en beskæftigelsesminister, der kalder sig liberal, der er med til at krænke foreningsfriheden på arbejdsmarkedet.
Begrænsning i fradragsretten for faglige kontingenter er det, der gør mig trist. Det er simpelthen et angreb på forenings friheden.
Enten har man fradrag for faglige kontingenter, eller også har man ikke. At gradbøje den ret er ikke i orden.
Man har ret til at vælge sin egnen fagforening, en ret vi i FRIE Funktionærer vil kæmpe hårdt for. Den ret skal ikke begrænses af skattetekniske benspænd.
I FRIE Funktionærer rammes vi ikke af den foreslåede begrænsning, men en krænkelse af mange andres forenings frihed er det, og det kan regeringen ikke være bekendt.

Ny blogtitel: "Frihed på arbejdsmarkedet"!

Jeg har ændret titlen på min blog! Adressen er den samme, af praktiske årsager, men titlen er ændret fra "Fagforeningsfrihed" til "Frihed på arbejdsmarkedet".
Årsagen er, at jeg i bloggens første måneders levetid, er blevet opmærksom på, at frihedsbegrebet på arbejdsmarkedet skal rumme mere end "blot" friheden til at vælge fagforening.
Der skal være frihed til at vælge pensionsordning, frihed til at aftale sine egne arbejdsvilkår, frihed til selv at rejse en sag eller lade være, frihed til at vælge hvem man vil have ved sin side i en samtale med arbejdsgiveren osv.
Jeg kunne godt tænke mig at skrive mere om hele dette brede emne, Frihed på arbejdsmarkedet, og jeg vil bruge denne blog til det.
Hvis du har ideer om emner jeg burde tage op så send dem til mig! På forhånd tak.

Frihed til selv at aftale sin arbejdstid!

Fagforeningsfrihed hænger også sammen med retten til selv at vælge sin arbejdstid. Socialdemokraterne viser med deres nyeste oplæg, at de stadig tror på central styring. Jeg tror mere på at give os muligheder for selv at vælge. Også selv at vælge om vi vil arbejde 35 timer, 37 timer, 38 timer eller, hvad er nu passer ind i vores liv lige her og nu.
Men LO og socialdemokraterne vil åbenbart helst have faste rammer, (som de laver) for os alle sammen.
De overenskomster, som LO laver, fastsætter en fast arbejdstid for alle. 37 timer om ugen og regeringen følger dette op med at fastsætte 37 timer, som den "rigtige" arbejdstid i loven om arbejdsløshedsforsikring. Man kan ikke aftale at arbejde mere, uden problemer, hvis der er en kollektiv overenskomst, for den kan man ikke blive fri for. Og hvis man bliver arbejdsløs og har arbejdet mere end de 37 timer, bliver man "straffet", hvis man bliver arbejdsløs.
Vi har brug for et arbejdsmarked, som er meget mere frit, og hvor man oplever en frihed til sammen med sin arbejdsgiver at tilrettelægge arbejdet, så det passer bedst muligt ind i ens liv netop her og nu. Fri os i videst muligt omfang for unødige regler.
Det giver Work Life Balance!
Central styring, der forhøjer arbejdstiden fra 37 timer om ugen til 38 for alle, hører hjemme i et andet system.

Forhandlings frihed

Ny løn er efterhånden en løn type, som har vundet indpas i det meste af den offentlige sektor. Vi har i FRIE Funktionærer hjulpet vore medlemmer med at forhandle gode løn pakker med deres ledelser i mange offentlige institutioner, men det er stadig sådan, at den organisation, der har forhandlet overenskomsten, skal "gummistemple" lønpakken.
Der er fagforeningsfrihed indenfor det offentlige (såvel som i det private), men vores medlemmer tvinges stadig til at arbejde under en HK-overenskomst, og ny løn er en del af denne overenskomst, selv om den forhandles mellem vores medlem med hjælp fra os og kommunen.
Det er efter min mening ikke rigtig fagforeningsfrihed!
I et samfund med rigtig fagforeningsfrihed, kunne en medarbejder selv forhandle sin ny løn med hjælp fra den fagforening han/hun valgte, og indgå en endelig aftale om det, man blev enige om.
AT HK "klynger" sig til sin ret til at gummistemple aftaler, andre har forhandlet på plads, viser deres afmagt.
Offentlige arbejdsgivere burde have mod og mandshjerte til at rive sig fri af denne gamle form for fagforeningsmonopol.
Det er en nødvendighed, hvis den offentlige sektor skal moderniseres og effektiviseres.

Den 1.maj tale jeg ville have holdt!

1. maj er arbejdernes internationale kampdag. En stor dag at fejre, men er der stadig noget at kæmpe for, spørger mange?

Det er der.

I 1800 tallet kæmpede man mod enerådige, konservative magtfulde arbejdsgivere, som med alle midler prøvede at bestemme over arbejdernes ret til fagforeningsfrihed. I dag kæmper danske lønmodtagere stadig for fagforeningsfrihed. Kampen står ikke mod enerådige, konservative arbejdsgivere, men mod enerådige, reaktionære fagforeningsledere som LO-formand Harald Børsting og FTF-formand Bente Sorgenfrey.

Ja I hørte rigtigt, jeg påstår, at de fremmeste kæmpere mod fagforeningsfrihed i

Danmark i dag er formændene for vores 2 største hovedorganisationer på arbejdsmarkedet. En hård påstand på denne 1. maj - arbejdernes kampdag, men en påstand, som desværre har hold i virkeligheden, og i kampen for reel og fuld fagforeningsfrihed nytter det ikke noget at feje sandheden ind under gulvtæppet.
Den mangel på fuld og reel fagforeningsfrihed, som 10.000vis af danske lønmodtagere må leve under hver eneste dag skyldes nemlig i høj grad disse to hovedorganisationer og deres forsøg på at bevare magten, og de 2 formænd er eksponenter for ufriheden.
LO og FTF har indgået aftale om, at der ikke skal gælde fuld og hel reel fagforeningsfrihed for deres medlemmer. Hvis et medlem af FTF skulle gå hen og blive dækket af en LO overenskomst, skal dette medlem straks overflyttes til LO, hvad enten medlemmet vil eller ej, og det samme gælder den modsatte vej. Det betyder, at når HK-privat indgår en overenskomst, der kommer til at dække en ansat i en virksomhed, og den ansatte er glad og tilfreds som medlem af FTF, så skal FTF overflytte den pågældende til HK-privat. Det selvsamme HK-privat som lige har kæmpet for retten til at indgå overenskomster for alle på en arbejdsplads, uanset om de ikke har et eneste medlem på arbejdspladsen. Den kamp tabte de - heldigvis - men de har stadig retten til at indgå overenskomst for alle 100 funktionærer på en arbejdsplads selv om de 50 har valgt HK-privat fra.

Den form for ”fagforeningsfrihed” er det, som LO og FTF kæmper for!

Det har intet at gøre med reel fagforeningsfrihed anno 2010.

Reel fagforeningsfrihed er, når man anerkender, at alle lønmodtagere har retten til at danne en fagforening. Melde sig ind i den og lade sig repræsentere af den, når man vælger det. LO og FTFs gamle aftale om at tvangsoverflytte medlemmer gav mening, da man kæmpede mod reaktionære, forstokkede arbejdsgivere. Men hvordan kæmper man for fagforeningsfrihed anno 2010, når man kæmper mod reaktionære forstokkede fagforeningsformænd? Når de og deres 1000-vis af medløbere nægter at respektere reel og fuld fagforeningsfrihed? Når de samme fagforeningsfolk i hverdagen via pres, chikane, mobning og andre former for ulovlig tvang prøver at forhindre, at deres kolleger udøver den (fag) foreningsfrihed, som ellers er sikret både ved Den Europæiske Menneskerettigheds Konvention og den danske Foreningsfrihedslov.

Der skal stærkere frihedslovgivning til, så denne 1. maj tale er et råb til danske folketingspolitikere om at komme fagforeningsfriheden til undsætning.
Arbejdsgiverne har vi selv kunnet klare, men det gamle ord "frænde er frænde værst" kommer i sandhed til sin ret her på denne 1 maj.2010.

Længe leve fagforeningsfriheden

LO-FTF aftale om foreningstvang!

Foreningsfriheden for lønmodtagere i Danmark har trange kår.
Vi har aldrig haft tradition for, at lønmodtagerne selv kunne vælge, hvilken faglig organisation de ville være medlemmer af. Tilbage til midten af 1970-erne var SFF medlem af FTF (Fællesrådet for Funktionærer og Tjenestemænd). Vi holdt på, at en lønmodtager altid selv skulle have ret til at vælge, hvilken faglig organisation man ville være medlem af. Den holdning førte til, at vi i 1974 blev smidt ud af FTF. De havde nemlig en aftale med LO om, at den valgfrihed havde lønmodtagere ikke!

Så tænker man: Var det virkelig sådan den gang? Det var det; men det skræmmende er, at sådan er det endnu! FTF og LO har en aftale - kaldet samarbejdsaftale - om hvilke faglige organisationer medlemmerne skal være medlemmer af! Selvbestemmelse! Nej tak, det er "en by i Rusland" for de folkevalgte i FTF og LO!

Menneskerettigheds konvention og foreningsfrihedslov, vil nogen indvende, det har man da! Javist, men det blæser man på i danmarks to største - og gamle - hovedorganisationer. Her fastholder man retten til at vælge fagforening for medlemmerne.
I FRIE Funktionærer kæmper vi for at fagforeningsfriheden indføres fuldt ud i Danmark.

Alle vore medlemmer står bag kampen for foreningsfrihed. Kender du nogen der vil støtte denne kamp så fortæl dem, hvordan de kan støtte op om den sammen med FRIE Funktionærer.

Demokrati á la LO!

Så fik vi resultaterne af afstemningen om de nye kollektive overenskomster.
Lav stemmeprocent - som sædvanlig - men et stort ja blandt de der stemte. HK privats medlemmer stemte dog ne,j fordi de ville af med 50% reglen. Det har fået mig til at tænke lidt over, hvad den regel betyder i praksis.
Tænk dig en virksomhed med 100 funktionærer.
Nu skal HK have 50 medlemmer for at kunne kræve overenskomst. Når den overenskomst skal godkendes ved urafstemning er det kun de 50, der kan stemme. Af dem stemmer 20 (40% højt sat)! Det vil sige 11 mod 9 kan godkende eller forkaste overenskomsten. 11 bestemmer over 100!!!!
Men det er ikke nok for HK privats formand Karen Retvig. Hun vil helt af med 50% reglen.
Samme virksomhed. 100 funktionærer men kun f.eks. 20 er medlemmer af HK. HK forhandler en overenskomst. De 20 bliver bedt om at stemme. 40% stemmer (højt sat) = 8 stemmer. 5 mod 3 kan nu afgøre arbejdsvilkårene for alle 100!!!

Man skal vist være ærke HK privat´er for at kunne kalde det demokrati.

De ældre skal have bedre vilkår på arbejdsmarkedet

I Berlingske tidende skriver Lasse Michaelsen om de store fordele, der er ved at fastholde de ældre på arbejdsmarkedet. Han har så evig ret, men for at man kan det, skal de ældre også behandles ordentligt at "systemerne":
- De(vi) skal for eksempel kunne arbejdsløshedsforsikre os til vi er 70 år, hvis man vil have os til at arbejde så længe. Lige nu "smider" man os ud, når vi fylder 65 år.
- Vi skal kunne arbejde videre efter det fyldte 60.år i mange år, uden at gå glip af den efterløn, som vi i realiteten har betalt til igennem rigtig mange år.
- Det er simpelthen ikke nok at arbejdsgivere ikke må aldersdiskriminere, staten skal også holde op med det.
Læs artiklen på http://www.berlingske.dk/kommentarer/de-...

Pensionsfrihed!

"En trussel mod de danske arbejdsmarkedspensioner!"
Dette udsagn kunne man høre i radioen i morges. Anledningen var at EF-domstolen rejser en sag mod Tyskland, som kan have virkning for Danmark. Sagen går på, at forvaltningen af pensions milliarderne skal i udbud for at sikre, at formuerne forvaltes der, hvor man får mest ud af det. Det burde der jo ikke være nogen lønmodtager, der var imod, skulle man tro.
Men det rammer jo også ind i "hjertekulen" i Den Danske Arbejdsmarkedsmodel. Det er nemlig sådan, at pensionsopsparinger ofte, som følge af LO-overenskomsterne, skal sættes ind i en arbejdsmarkedspension. Og denne arbejdsmarkeds pensionsformue forvaltes af? Gæt hvem? LO-repræsentanter!
Mere fagforeningsfrihed har vi altså ikke. Man kan melde sig ud af LO-fagforeningen og ind i f.eks. FRIE Funktionærer, men LO kan indgå en overenskomst, som man kan risikere at blive omfattet af! Og man kan komme til at spare op til alderdommen i en pensionskasse hvor LO bestemmer!
Det kalder man så fagforeningsfrihed i Danmark!
Det er ikke nok for mig til at jeg oplever frihed på arbejdsmarkedet. Hvad synes du?

Friheds kompetencer!

Fantastisk oplevelse at være med blandt alle FRIE Funktionærers medarbejdere som på en kompetence udviklings dag sætter alle sejl til for at blive endnu bedre til at arbejde for medlemmerne.
Bedre til at kæmpe for fuld foreningsfrihed for alle der yder indsats på det danske arbejdsmarked.
Kæmpe mod LO`s forsøg på at opretholde monopol på at repræsentere danske lønmodtagere!
Vi er godt rustede til kampen for friheden!

Tvang eller nasseri?

I fra de "gule", nasser på vores overenskomster, hører man ofte fra Børsting og hans "trosfæller" i LO.
Mit svar på det er: Så hold dog op med at trække jeres overenskomster ned over hovedet på os! Vi er helst fri for dem!
Alle dem der elsker jer og vil have jeres overenskomster, kan jo bare melde sig ind hos jer! Bare I vil lade os andre slippe for jeres formynderi.
At I så oveni købet tillader jer at kalde os nassere efter, at i har tvangsindlagt os til jeres elendige overenskomster, er jo topmålet af frækhed.
Hvornår mon I erkender, at jeres formynderiske holdninger hører fortiden til, og ikke engang forrige århundrede, men yderligere et århundrede tilbage. Kom dog ind i kampen og ikke mindst ind i tiden?

Aftalefrihed

Jeg undrer mig over, hvordan man i LO opfatter begrebet "aftalefrihed" ! Jeg forstår aftalefrihed, som retten til at indgå aftaler med en anden part (selvfølgelig med respekt af gældende lovgivning). I LO (og især for tiden HK som kæmper for at komme af med 50% reglen), forstår man begrebet aftalefrihed, som retten til at indgå aftaler på andres vegne!
Det er jo nemlig det som LO gør, og som HK vil have udvidet ret til, når man vil indgå overenskomster, som skal gælde alle de medarbejdere, som ikke er medlemmer. Alle de, der har valgt HK og deres socialdemokratiske linje fra, vil de indgå aftaler for. Det kalder jeg ikke aftale frihed; det kalder jeg aftale tvang, og det burde forbydes i et frit samfund, at man kan indgå aftale for andres aættelse.
Jeg vil kæmpe for FRIHED på arbejdsmarkedet og mod aftale tvang.
Hjælp med den kamp!

Kampen om og imod 50% reglen

Så står kampen om HK privat kan komme af med den såkaldte 50% regel.

Formanden for HK privat bruger millioner reklame kroner for at få den afskaffet, men værdien for hendes medlemmer af de mange reklamekroner er noget tvivlsom efter min opfattelse.

Uanset om det lykkes KH at komme af med den regel eller ej, tror jeg at tiden for at en fagforening som HK skal kunne aftale ansættelses vilkårene for andre end deres egne medlemmer er ved at være løbet ud. Hvis HK har 3 medlemmer ud af 15 ansatte funktionærer på en virksomhed, hvorfor skulle de så kunne aftale vilkårene for alle 15 på en måde så arbejdsgiveren er bundet fuldstændig til den aftale.

Det er simpelthen ikke tidssvarende efter min mening.

Eller er det mig der mangler at se "lyset"?

HK og 50% reglen

Det står lidt hen i det visse hvordan det kommer til at gå med 50% reglens afskaffelse, men uanset hvad synes jeg at vi skal kæmpe for at at ingen fagforeninger skal kunne indgå aftaler for andre end deres egne medlemmer. Det virker gammeldags at LO organisationerne skal kunne indgå aftaler for alle de 1000-vis af medlemmer der vælger dem fra måned for måned. Hvis man vil dækkes af en LO overenskomst kan man jo melde sig ind i en Lo organisation eller aftale direkte med arbejdsgiveren at en bestemt overenskomst skal gælde.

Nye måder at kommunikere på!

Apple´s Ipad er ikke blevet en måned gammel, før end mange aviser i den ser en mulighed for nye tider for aviserne. Det er aviser i hele den vestlige verden, der med den nyligt lancerede Ipad ser nye åbninger for, hvordan aviser kan tjene penge og dermed overleve i den nye digitale tid.

Det er tankevækkende også for fagforeningerne, for ligesom aviserne er kommunikationen afgørende for, hvordan fagforeningerne klarer sig. På samme måde som Iphonen har sat en ny dagsorden for mobiltelefonmarkedet, og Ipod´en i sin tid gjorde det for MP3 afspillere og dermed hele musikmarkedet, kunne noget tyde på, at Ipad kan komme til at sætte en ny dagsorden som kommunikationsplatform.

Hvad det vil komme til at betyde for fagforeninger, a-kasser, aviser, bogforlag og alt muligt andet vil vi finde ud af i månederne der kommer.

Jeg vil i hvert fald spændt følge med. Hvad tror du den kommer til at betyde?

HK-privats tvivlsomme indsats!

HK er delt op i sektorer. HK-privat er en af dem. Formand for denne sektor er Karen

Retvig, og Karen Retvig har de sidste par år sat en bemærkelsesværdig kurs for HK-privat.

Det første, der vakte undren, var da den forsmåede Aurvig-Huggenberger, LO næstformand igennem mange år, tabte kampvalget om formandsposten i LO, og derpå forlod LO´s top med krav om et megastort gyldent håndtryk. Hvem påtog sig at føre denne sag mod LO? HK-privat. Efter sigende fordi Karen Retvig og Aurvig-Huggenberger stod hinanden nær!

Men hvorfor skulle HK-privat pludselig bruge hundredetusindevis af medlemmernes kontingentkroner for at sagsøge LO´s top, for en tidligere LO-næstformand der slet ikke var HK-er?

Den næste bemærkelsesværdige beslutning fra HK-privat var det krav, som Karen Retvig formulerede som intet mindre end ultimativt op til de nuværende overenskomstforhandlinger:

HK-privat vil af med den såkaldte 50% regel. Begrundelsen formuleredes noget søgt som en kamp for friheden?? HK-privat mente, at reglen var diskriminerende!

Nu er det en kendsgerning, at HK selv har indgået aftalen om denne regel, men de kan jo også have lov til at blive "klogere" vil de hævde. Det mærkeligste er, at det deres kamp går på er, at de vil have retten til at kræve overenskomster for endnu flere af de mange på arbejdsmarkedet, der har forladt HK.

Ja den skal man lige læse engang til!

HK-privat mener altså, at de er diskriminerede, fordi de ikke kan kræve en overenskomst på en arbejdsplads, hvor der er 50 medarbejdere, men kun 5 af dem er HK medlemmer????

Det skal man vist være formand for HK-privat for at kunne forstå! Når man så samtidig med mellemrum kan høre HK-topfolk og andre LO-ere beklage over alle dem der bliver dækket af en overenskomst, men som har valgt LO-forbundet fra!

Det kan næsten ikke blive mere absurd, og grunden til at HK-privat medlemmerne ikke har rejst sig i protest, er formentlig den triste, at de der er tilbage i HK-privat overhovedet ikke interesserer sig for, hvad deres formand og forbund siger og bruger sine penge på.

Er det kun mig der er målløs? Hvad siger du?