Aftalefrihed - for hvem?

Et medlem har spurgt mig: Kæmper FRIE Funktionærer for individets aftalefrihed? Hvad så med "parternes aftalefrihed" og den danske model?
Det var et godt spørgsmål, som man siger. For os i FRIE Funktionærer står individets aftalefrihed over kollektivets aftalefrihed. Det betyder, at kollektivet, "parterne" ikke skal have retten til at indgå aftaler på andres vegne. For eksempel skal HK ikke indgå aftaler, som binder vores medlemmer via en kollektiv overenskomst. Vores medlemmer skal have retten til at aftale deres egne ansættelsesvilkår, og ikke være bundet af HK´s aftaler. For eksempel bliver nogle af vore medlemmer bundet til at spare op til pensioner via aftaler HK har indgået med arbejdsgiveren, hvad enten de vil eller ej fordi de er omfattet af en områdeoverenskomst. Der burde være en ret for arbejdsgiveren til at aftale dette med den enkelte uanset, hvad overenskomsten siger, når bare den indviduelle aftale ikke er dårligere for den enkelte end den kollektive aftale, som det ville være ved medlemsoverenskomster.
Det ville ikke ødelægge den danske model. Den skulle bare moderniseres så den respekterer det danske arbejdsmarked, som det ser ud i 2010.
Områdeoverenskomster burde erstattes af medlemsoverenskomster.
En områdeoverenskomst gælder for alle der arbejder indenfor området uanset, hvor man er medlem. Medlemsoverenskomster gælder kun for dem, der er medlem af den fagforening, der har indgået overenskomsten.
Vi er trætte af, at LO fagforeningerne indgår områdeoverenskomster, som tvinger vore medlemmer ind under overenskomsten, og derpå beskylder de vore medlemmer for at nasse på deres overenskomst.
Som vi ser det, er det LO, der har trukket overenskomsten ned over hovedet på vore medlemmer i første omgang. Det kunne de bare lade være med.

FTF går ind for foreningsfrihed!

Efter mit seneste blogindlæg er jeg blevet korrigeret af formanden for FTF. Bente Sorgenfrey oplyser, at de ikke længere har nogen grænseaftale med LO, og at de ikke tvangsoverflytter medlemmer.
Det er godt nyt.
Lige siden SFF i 1974 blev smidt ud af FTF på en kongres, fordi vi praktiserede fagforeningsfrihed, har FTF ellers haft en grænseaftale med LO, der begrænsede fagforeningsfriheden.
At den ikke eksisterer mere, er en de bedste nyheder på frihedsområdet jeg længe har fået.
Jeg kan kun håbe, at de "frihedens vinde", der nu også blæser i FTF også finder sprækker at snige sig ind i hos LO, så man her og i deres medlemsforbund, som for eksempel 3F, så de også hylder friheden.
Jeg vil gerne opfordre alle til at konfrontere LO og 3F med deres overtrædelser af menneskerettighederne i form af fagforeningstvang overalt, hvor I måtte møde dem.

Menneskerettighederne og Den danske Model

Den danske arbejdsmarkeds model, hviler på et vaklende grundlag, for den nægter at respektere De Europæiske Menneskerettigheder!
Hvor længe kan sådan en model leve, når den hviler på et retsstridigt grundlag?
Min påstand er, at hvis den danske befolkning en dag i fremtiden bliver opmærksomme på, at foreningsfrihed (herunder fagforeningmedlemskab) er en frihed, der er beskyttet af denne konvention, så er Den danske Models dage talte.
Sagen er, at det ved flere domme er slået utvetydigt fast, at en lønmodtager har ret til at være medlem af den fagforening man ønsker. Ingen må tvinge én til noget andet end det man vil på dette område.
Alligevel har LO og FTF en aftale, der ikke respekterer denne frihed. Hvis man er medlem af FTF og bliver omfattet af en LO-overenskomst tvangsoverflytter FTF medlemmet til LO, som følge af den aftale der er mellem FTF og LO. Dette er klart et brud på foreningsfriheden.
Mange steder forsøger repræsentanter for LO-forbund at tvinge medarbejdere ind i LO-fagforeninger. Man bruger mange former for tvang, men fælles for alle tilfælde er, at LO og deres repræsentanter, nægter at anerkende foreningsfriheds princippet, som det er fastslået ved Menneskeretsdomstolen.
Derfor spørger jeg: Hvad sker der med den danske model på arbejdsmarkedet, den dag det bliver åbenlyst, at foreningsfriheden gælder i Danmark?

Virkeligheden og LO`s virkelighed!

Er der ikke kun én virkelighed, tænker du? Åbenbart ikke når man lytter til LO og politikerne.
I LO´s virkelighed repræsenterer LO de danske lønmodtager interesser, ganske som om intet var hændt siden midten af forrige århundrede. Nu er sagen imidlertid at dengang - for et halvtårhundrede siden - kunne LO tillade sig at opføre sig, som om de repræsenterede de danske lønmodtagere. Det kan de ikke tillade sig idag, men det påvirker dem tilsyneladende ikke. De opfører sig som om intet var hændt i den henseende. De lader som om de kan tilbyde, at vi alle skal arbejde mere, og på hvilke betingelser det kan ske. De tilbyder at forhandle med regeringer på de danske lønmodtageres vegne, som om de repræsenterede os alle.
Det værste er, at nogle politikere, måske af gammel vane, måske af bekvemmeligheds årsager, lader som om de tror det.
Kendsgerningen er, at det danske arbejdsmarked står overfor meget store udfordringer. Det gør det på grund af globaliseringen, på grund af den økonomiske krise og ikke mindst på grund af en helt anden demografisk sammensætning end den vort samfund oprindeligt er bygget op omkring. Vi har ikke mere en demografisk sammensætning med færrest gamle i toppen og flest unge i bunden - en såkaldt pyramide struktur. Vores sammensætning har mere form som en Cola flaske.
Disse nye vilkår kræver nye måder at indrette samfundet og arbejdsmarkedet på. Hvis det skal føre frem til en holdbar løsning skal hele samfundet inddrages! Ikke kun dem der prægede samfundet stærkt for et halvt århundrede siden som LO.
Hvis LO i den kommende tid erkender og respekterer, at der gælder reel foreningsfrihed i det danske samfund anno 2010 vil deres medlemstab øges betragteligt. Når det sker bliver ubalancen, som beskrevet endnu mere grel.
Hvornår opdager LO toppen og de der følger dem, som FTF og AC samt mange politikere, at virkeligheden anno 2010 ikke er som den var i Anker Jørgensens tid?